Læs anmeldelser og uddrag fra Cellen:

"Særdeles god thriller. ***** Frederikborg Amtsavis

"Cellen er intens spændende og underholdende. Og lægger desuden op til en interessant debat. Både om fiktionen egentlig er så langt fra virkeligheden, men også om en lang række principielle spørgsmål - bl.a. om terrorens væsen og vores måde som samfund at bekæmpe den på",
siger tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen om CELLEN.

"Ved skiftevis at lade fokus være hos terroristerne og PET’s folk får historien samtidig dynamik og liv.
Personer, miljøer og bevæggrunde er overbevisende skildret, og det er i virkeligheden meget befriende, at der i historien, bortset måske lige fra psykopaten Rune, slet ikke er entydige skurke og helte.
Bogen er meget let at læse, men trods det nærmest skeletagtige sprog, formår forfatteren alligevel at skabe plads til nøgtern samfundsbeskrivelse. Alt i alt en meget fin lille spændingsroman med stof til eftertanke " Litteratur.dk.

"Med terrorcellen som pulserende hovedpulsåre ser vi problematikken belyst fra flere vinkler. Vi får et nuanceret indblik i terroristernes tankesæt, PETs arbejdsmetoder samt i de etiske dilemmaer og politiske dagsordener, der knytter sig til opklaringsarbejdet. Bogens personer er så troværdige og levende, at man som læser næsten forventer at møde dem på et gadehjørne. »Cellen« er særdeles godt skrevet og er så intenst spændende, at man nødig lægger den fra sig. Gå ikke glip af denne eminente thriller i højt tempo." Dagbladenes bureau

"Spændstig afvikling af et kompliceret plot." POLITIKEN

"Bruger dansk politi tortur?" Metro Express

”Cellen” er teknisk vel udført, spændingskurven er, som man kunne forvente, og karaktererne er tilpas stereotype. Den skinhellige imam har lus i skindpelsen, og celle-lederen Rune er en amatør-terrorist, der spiser på McDonald's på trods af sin ekstremisme." Jyllandsposten

"En hemmelig terrorcelle med kontakter til England planlægger at udføre et angreb med en radioaktiv bombe mod et mål i København. Vi følger del vicepolitikommissær Thomas Svensson fra PET og dels en af de unge indvandrere i cellen. Nis Jakob tegner et nuanceret billede af begges vilkår, og det lykkes ham at beskrive den tvivl om mål og midler de begge lever med. Nis Jakob skaber også et godt plot som – med rigelig brug af tilfældigheder – spidses til mod slutningen. Velfungerende dansk terrorthriller som er skruet godt sammen handlingsmæssigt." Lektørudtalelse

Fra bagsiden af Cellen:

Masoud er med i en hemmelig celle, som skal sprænge en bombe
på et befærdet sted i København. Det er en beskidt bombe, der spreder
grim, radioaktiv stråling ud over kvinder, børn, folk på vej på weekend.

Masoud har sværere ved at forklare det end de andre i cellen:
Abu, Kassem og den høje, lyse konvertit Rune, som insisterer
på, at de kalder ham Muhammed.
Rune er iskold. Han har kunstgødning hjemme hos sin mor og
far i Hvidovre, og hans luder af en søster, som har været
kæreste med Masoud, skal bare nakkes, hvis der er mere med
hende.

Vicepolitikommissæren, Thomas, sidder ude hos PET, desillusioneret
i sin fraskilte, midaldrende nedtur, og slås med en
chef, der forgylder den yngre kollega, Hans, og giver ham alle
Thomas’ arbejdsområder – inklusive overvågningen af cellen.
Men som tiden nærmer sig, hvor bomben skal detoneres, går
det rigtig op for Masoud, hvad det er, han og Rune og de andre
har gang i, og at de blot er nyttige idioter i en beskidt sags
tjeneste.

Rune satser alt på at likvidere Masoud og sin søster og
efterfølgende sprænge bomben. PET-lededelsen tror, de har
styr på det hele, men har de det?

Tekst fra CELLEN

Han tvang hende ind på herretoilettet med et stramt greb om
halsen og den ene arm vredet rundt på ryggen. Hun kunne
mærke presset på strubehovedet og prøvede at råbe om
hjælp. Men det blev kun til en rallen. Hun kunne dårlig få ny
luft ned i lungerne og vendte og vred sig i hans greb. Hun
kunne ikke fatte, at det var ham, hun kendte som en rar
mand, der nu holdt hende i et kvælende greb.

Hurtigere end hun kunne flytte benene, skubbede og
løftede han hende op mod den kolde flisevæg med ansigtet
presset mod de glatte fliser. Hans mund var helt tæt på
hendes ene øre. Hans åndedrag var korte og hæse.

Hun var magtesløs og prøvede med sine sidste kræfter at finde en
måde at komme fri af ham på. Hun havde engang gået til
feministisk selvforsvar med en veninde. De havde lært at
sparke bagud og ramme de ømme punkter. Nosserne,
fødderne, mellemgulvet. Men hun kunne intet gøre. Han
pressede luften ud af hende, mens han strammede grebet om
hendes hals. Hun kunne ikke få ny luft ind. Det susede for
hendes ører.

Du siger ikke noget til nogen, Julie. Du siger ikke noget,
hvæsede han og klemte endnu mere til. Smerten var
uudholdelig. Hun kunne ikke mærke gulvet mere. Hang og
sprællede med ansigtet mod de kolde fliser.
Du skal ikke ødelægge det for os. Ingen skal komme i vejen
for os.